Historisk Samfund for Sydøstjylland

Martin Spangsberg - Vitus Berings næstkommanderende

Foredrag ved cand. mag Morten Hahn - Pedersen, Esbjerg

Onsdag den 28. november 2018 kl. 19.00, Horsens

Efter Den Store Nordiske krig var den russiske zar, Peter den Store, i gang med at opbygge en flåde og havde brug for eksperter udefra. Mange af de nytilkomne officerer i den russiske flåde var skandinaver, og to af dem blev sat i spidsen for en af verdenshistoriens største og mest omfattende videnskabelige ekspeditioner. Det var Vitus Bering fra Horsens og Martin Spangsberg fra egnen omkring det nuværende Esbjerg, som hermed indskrev sig i verdenshistorien.

I foredraget fortæller MHP om det Rusland, Bering og Spangsberg så i første halvdel af 1700-tallet og om de ekspeditioner makkerparret gennemførte på zarens ordre.

Den tidligere direktør for Fiskeri - og Søfartsmuseet i Esbjerg, historikeren Morten Hahn - Pedersen, har indgående beskæftiget sig med zarrigets ekspeditioner til Kamtjatka og det nordlige Stillehav og udgav i foråret 2018 bogen På zarens befaling - Med Bering og Spangsberg til Sibirien og Stillehavet 1725-1743. Desuden vil de fleste nok have set ham i TV udsendelserne om Bering.

Foredraget belyser også forholdet mellem dem og ser nærmere på de opgaver, de blev sat til at løse. Med Berings overblik og Spangsbergs ukuelige gåpåmod lykkedes det trods ekstremt vanskelige vilkår at skabe epokegørende resultater.

Foredraget afholdes i samarbejde med Horsens Kulturhistoriske Forening.

Gratis adgang. Kaffe/te kan købes.

Tid og sted

  • Onsdag d. 28. november 2018 kl. 19:00
  • Horsens Bibliotek, Tobaksgården, 8700 Horsens